Danmark

Den første pige og den første dreng i det nye århundrede

Vera Albertine Retsloff

Vera er Ejners og Nellys første barn. Hun fødes d. 20 marts 1901 mens de bor på Kongevejen og her samt senere på Ryesvej vokser hun op. Hun går i skole på Lundegade Skole ikke ret langt fra hvor familien bor. Som 16 årig kom hun i tjeneste hos Hofjægermester Bruhn og dennes hustru på Krogerupgaard i Humlebæk. Dengang var stedet et mindre gods og det blev senere lavet om til den højskole, som ligger der nu. Her blev Vera i fire år – gode år som hun selv kaldte dem. Hun tog ofte hjem til familien i Helsingør, der ikke lå ret langt væk. Efter opholdet på Krogerup fik Vera plads hos Chokoladefabrikant Anton Berg og hun fik enerådigt lov til at styre husholdningen for ham og hans søn og datter. Mens Vera boede og arbejde her i Charlottenlund mødte hun en ung mand fra Ordrup. Hans navn var Christian Pedersen og han var født 6. april 1893 i Helligkors sogn i København. Han var søn af Snedker Hans Frederik Pedersen og dennes hustru Karoline Louise Kristine. Christian var varmemester og boede indtil 1922 sammen med forældrene i Ordrup, tæt ved hvor Vera arbejdede. De blev gift i Sct. Olai Kirke i Helsingør 29. oktober 1922 og kom herefter en del hos Veras forældre i det Gamle Epidemihus ved Rønnebæralle. De må have flyttet til Ordrup for lidt over to år senere fødes deres datter Grethe. Hun fødes 16. januar 1925 og døbes i Skovshoved Kirke.

Forholdet mellem Vera og Christian gik ikke godt efterfølgende og i ?? bliver de skilt og Vera får den fulde forældre myndighed over Grethe. De flytter til Helsingør og bor muligvis hos Nelly og Ejner i Epidemihuset. Ikke lang tid efter møder Vera en anden mand. Han hedder Albert Peter Clausen og er på det tidspunkt vognmand i Helsingør. Vera og Albert bliver borgerligt viet på Helsingør Rådhus den 24. oktober 1931 og flytter herefter til Strandgade 51. Den 23. maj 1932 ændres Grethes efternavn således at hun fremover har ret til at bære familienavnet Clausen. Hun kommer derfor fremover til at hedde Grethe Clausen og vokser op med Albert som sin far.Vera og Albert starter firmaet Albert Clausen Autogummi op med speciale i vulkanisering. Forretningen lå på hjørnet af Hovedvagtsstræde og Strandgade og var også autoforretning med salg af automobiler – bl.a. Folkevogne. Den 20. marts 1941 – på Veras fyrreårs fødselsdag bliver den første søn født. Han får navnet Ole Clausen og kun halvandet år efter kommer deres anden søn til verden. Han fødes i 1943 og får navnet Poul Clausen.

Det går familien godt, og de flytter lige efter drengenes fødsel op i en villa der ligger på Kongevejen 36. Hertil flyttes også selve firmaet i 1954. Dette udvides til også at have en filial på Fredereciavej. Her sælges biler af mærkerne Peugeot og Saab. Begge sønner bliver senere ansat i firmaet og arbejder videre med det efter faderens død. Vera flytter i pensionistbolig i Poppelhaven i Snekkersten, hvor hun bor indtil sin død i

Alf Robert Emanuel Retsloff

En tidlig forårsdag i marts 1904 fødtes et lille barn på Scmidtsvej i Helsingør. Det var tredje gang den lille familie blev forøget og denne gang var det et drengebarn. Ejner og Nelly havde i forvejen pigerne Vera Albertine på fem år og Elna Magrethe på fire. De havde begge glædet sig længe til at se den lille ny, som skulle bære flere af faderens mange navne videre. Den lille dreng blev døbt i Sct. Olai kirke den 14. juli og han fik navnene Alf Robert Emanuel. Faddere var Alfs moster Marie Nilsson, som var kommet hele den lange vej fra Gryt i Sverige. Det er sikkert hende der har båret den lille Alf i kirken. Onkel Axel Hamberg, som på dette tidspunkt arbejder som smed i Helsingør er også med som fadder og efter dåben er Alf fotograferet sammen med både sine forældre og to søskende.

Alf får yderligere to søskende, Max Ejvin som fødes i 1908 og Ejner Niels Henrik i 1910. Han bor flere steder på Scmidtsvej – senere kaldet Ryesvej og først i 1913 da Alf er 11 år flytter hele familien ud i det gamle Epidemihus som Ejner forpagter af Helsingør Kommune. Det er her lidt ude på landet at Alf vokser op sammen med sine søskende og det er her han senere – ikke langt fra Epidemihuset – bosætter sig med sin tilkommende hustru i dennes fødehjem på Stolbjergvej i Snekkersten.

Alf går på skolen ved Marienlyst og følger særlig med i geografitimerne. Hjemme på det lille husmandssted på Rønnebærallé lærer han at bruge sine hænder og hjælper flittigt til når noget skal repareres eller ordnes. Han bliver tidligt fascineret af alle de spændende begivenheder der sker i starten af det 20de århundrede og drages imod at komme ud og opleve noget af alt dette selv.

Udlængsel

Ked af livet på landet og nysgerrig på verden forlader Alf omkring 1920 sit hjem i Epidemihuset på Rønnebærallé for at få hyre på et skib. Vi ved ikke præcis hvilket skib der var Alfs første, men i 1923 har han hyre som fuldbefaren matros på dampskibet M/S Peltrolea. Julen 1923 har man ventet ham hjem fordi skibet ligger i Nyborg Havn, men et postkort sendt til ham fra Ejner viser at han alligevel ikke har kunnet komme hjem netop i julen.

Afsendt fra Helsingør d. 21.12.1923

Kære Alf, en Glædelig Jul ønsker vi dig, kære Alf, vi har længes saa forfærdelig efter brev fra dig for og faa at vide om du kom til Jul, vi hober du kommer eftersom du ikke skriver, havde vi faat og vide du ikke kom saa hade vi sendt dig en Julepakke, nu er det forsent saa kedeligt, vi kan da ikke tro at i skal sejle med Petrolea i Juledagene, Elna kommer hjem Juleaften og Juledag og Vera kommer vist annen Juledag, vi hober nok du kommer – din Fader og Moder”.

Teksten er gengivet nøjagtigt med den af Ejner anvendte stavning og grammatik. Her kan man ane at tiden i Holmene skole ikke altid blev brugt i skolestuen.

I de kommende år sejler Alf med flere forskellige skibe til mange forskellige destinationer både i Europa og på den anden side Atlanten.

Alf er væk i lang tid og familien får af og til postkort fra eksotiske steder som f.eks. Rio i Brasilien og flere nordamerikanske byer. En lang tur ca. 1500 km op ad Amazonfloden helt op til Manaus bliver senere af ham selv genfortalt i mange versioner. Den ene mere dramatisk end den anden. Han påstod bl.a. at han engang så en ko falde i Amazonfloden og blive ædt op at piratfisk på ganske få sekunder. Med sig hjem fra Sydamerika havde han bl.a. en dødningehovedabe, som dog fik en voldsom død idet den sad inde i en sofas fjedre da der var en der satte sig i den.

På en af sine ture hjem har Alf mødt en ganske ung pige ved navn Valborg Kathrine Hansen Ekstrand. Hun var halvsøster til Johannes Ekstrand, som netop var blevet gift med Alfs søster Elna. Elna og Johannes boede i de første år på en lille sidevej til Stolbjergvej i Snekkesten kaldet ”Ostevejen”, hvor deres første søn Palle blev født. Senere flyttede de til husmandsstedet på Rønnebærallé. Alf sender dem i foråret 1925et postkort hvor han opholder sig i Rouen i Frankrig.

“Kære Søster og Svoger En lille Hilsen sendes jer fra Rouen i Frankrig. Tak for Kortet som jeg fik for 8 Dage siden, næste Gang haaber jeg at det bliver et Brev. Jeg kommer ikke hjem til Pinse, som det først var Meningen. Nu skal vi til England og Finland og så får I have det saa godt alle sammen.

Alf”

Alf starter aftjening af sin værnepligt samme år d. 2. juni. Det må have været en selvfølge for alle at den nu fuldbefarne sømand indrulleres i flåden og her indkvarteres han på kassernen på Holmen. Her er han i fjorten dage, hvorefter han påmønstrer torpedoskibet ”Hvalrossen”. Sammen med en eskadre af andre af flådens skibe patruljerer han på togt i Østersøen bl.a. til Riga, Reval og Helsingfors i Finland. Fra 3. til 17. oktober er han påmønstret ”Peder Skram” – dog afbrudt af tre dages ophold på flådens andet torpedoskib ”Delfinen”.

Alf slår rod i Nordsjælland

Den åbne og umiddelbare Valborg har sikkert taget den noget mere stille og tilbageholdende Alf med storm. Alf holdt dog stand indtil 1930, hvor de d. 30. marts blev gift i Egebæksvang Kirke i Espergærde. Alf havde på det tidspunkt som den eneste i familien opnået at have set en stor del af verden og disse oplevelser kom han til at bære rundt på og dele ud af resten af sit liv. Ved overgangen til 1930 var det altså slut med de store rejser og det unge par flytter midlertidigt ind i et mindre skur ved Epidemihuset på Rønnebærallé indtil de får en mindre lejlighed ovenover Frelsens Hærs lokaler i Strandgade 60 i Helsingør. Her bor de på første sal, da det første barn blev født d. 6. august 1931. Det var en dreng og han fik navnet Bent Retsloff.

Ca. 1932 flytter den lille familie til en ny og bedre lejlighed i ejendommen Mads Holmsvej 10. Her bor de indtil 1932, hvor familien flytter til Villa Alfa. Det var et hus, som Valborgs far Jönss selv havde bygget på Stolbjergvej i Snekkersten. Jönss var efter at have fået sprængt mavesækken død da Valborg var 13 år gammel og Valborgs mor Karen Kristine havde siden forsørget Valborg og hendes mange søskende. Karen Kristine flyttede op på husets første sal og overlod resten af huset til Alf og Valborg. Det unge par måtte herefter i stigende grad tage sig af Karen Kristine, hvis helbred var begyndt at blive dårligere. Efter ca. 5 år i Snekkersten kommer det næste barn til verden – denne gang en pige, som får navnet Käthe Retsloff. Hun blev født 23. maj 1937.

Alf var da han blev gift glasarbejder på Helsingør Glasværk. Her arbejdede han med at producere vinduesglas indtil værket blev lukket i maj samme år. Han fik arbejde på et gartneri i nærheden (Røntofte?) af det sted hans far og mor boede. Han havde jo lært at dyrke jorden af Ejner og dette kom ham nu til gavn. I trediverne var det ikke nemt at få arbejde, og lønnen var ikke høj, men takket være familiens sammenhold opretholdt alle en god levestandard og havde til stadighed en god tilgang til friske landbrugsprodukter, som Ejner producerede på de omliggende marker til Epidemihuset. Senere fik Alf arbejde på Helsingør Jernstøberi, hvor han arbejdede indtil han blev pensioneret i 1971.

Alfs arbejdsliv blev langt og hårdt. Han bar tunge byrder under ringe forhold på jernstøberiet og han var træt – rigtigt træt – når han om eftermiddagen kom hjem til villaen på Stolbjergvej. Hans fritid blev alligevel aldrig spildt idet han producerede utallige træskærerarbejder. Pippi Langstrømpe, De tre tiggende børn, Diskoskasteren er tre af de figurer han skar. Det største Alf frembragte var uden tvivl skalamodellen af det svenske linjeskib Wasa, som han bygede over en periode på tre år. Efter forudgående studier på en tur til Stockholm, hvor han besøgte sin bror Max lavede han selv tegninger og skitser til det store arbejde. En stor elm i haven på Stolbjergvej blev fældet med håndsav og af denne fremstillede han i sit kælderværksted alle de dele, der senere skulle udgøre det flotte skib. Bor, spanter, master og små miniaturetaljer blev frembragt med de store hænder, som Alf havde arvet efter Ejner. Man skulle sidde og se det ske for at forstå hvordan det kunne lade sig gøre at frembringe så fine detaljer med så grove hænder. Det blev et fantastisk værk og beundret i mange år fremover.

Alf var meget glad for sin have. Fra barnsben havde han lært at dyrke jorden og skønt han aldrig selv følte sig tiltrukket af bondelivet som sin fader, så elskede han at frembring planter i mistbænke og potter og krukker. Han var tidligt i gang i det gryende forår og kørte på planteskole eller på lørdagsmarked på Akseltorvet i Helsingør og han satte en ære i at kunne frembringe tidlige kartofler som senere endte på middagsbordet til glæde for os andre. Stikkelsbærgrød, hyldebærsuppe med tvebakker, syltede pærer, rabarbergrød og gammeldags æblekage blev alt sammen fremstillet af Valborg med råvarer produceret af Alf i haven på Stolbjergvej.

Alf elskede at male og malede hvad man vel kunne kalde i naturalistisk stil. Blomster og pigemotiver prydede mange ting i hjemmet lige fra kagedåser til skraldespand og postkasse, men også regulære malerier frembragte han. Her var det havet og skibsmotiver der inspirerede, men der er desværre ikke meget tilbage af disse arbejder.

Nat og dag

Alf og Valborg var som nat og dag. På trods af denne grundlæggende forskellighed levede de sammen og supplerede hinanden med glimt i øjet indtil Alf døde i 1976. Alf elskede ro og stilhed – Valborg elskede fest og farver. Alf havde små ambitioner – Valborg havde meget store. Fælles for dem begge var dog at de elskede deres familie og der var aldrig nogen der følte sig uvelkommen i deres hjem, som blev et samlingssted for mangen en familiebegivenhed. Julefrokost og påskefrokost var årlige begivenheder, hvor der aldrig manglede noget, hverken vådt eller tørt. Jeg har ofte spurgt mig selv hvor midlerne til alle disse festligheder kom fra. Det selskabelige islæt kom altså fra Valborg, men når der endelig var indkaldt til fest var Alf en både vidende og hyggelig konversatør. Han havde jo været vidt omkring og havde oplevet en del i sine unge dage. Alf havde et refugium. Et sted hvor han trak sig tilbage og meget nødigt blev forstyrret. Det skulle da blot være for et lille videbegærligt barnebarn. Hernede lugtede der af frisk træ, brændt træ, gammelt træ og lim og gnisterne føg til alle sider når alle skæreværktøjerne skulle hvæsses på den hjemmelavede slibemaskine. Hernede blev alt lavet og repareret. Det var ikke altid det blev lavet lige elegant, men der var ikke meget der ikke kunne laves hernede. Her var fugtigt og meget beskidt, men det ænsede hverken Alf eller det barnebarn, der tilbragte mange timer hernede sammen med ham. Helt op til starten af 6o’erne fyrede Alf med koks i sit gamle fyr, som stod hernede. Koksene blev leveret en gang om måneden og blev hældt ned igennem et lille kældervindue og ned i et rum under opgangstrappen. Når dette skete var der et tykt lag af koksstøv over hele kælderen i lang tid efter. Koksen var i øvrigt god at skrive og tegne med og jeg fik sat en del mærker rundt omkring på ejendommen.

I kælderen stod også en gammel tøjrulle af træ. Den var af den type, der var opbygget af et træskelet med en åben trækasse øverst. I kassen var der placeret en del tunge kampesten, som fungerede som vægte. Kassen var så hængslet til et håndtag og lagt oven på en stor rulle af træ. Rullen lå på et fladt bord. Når man havde lagt et stykke stof på bordet kunne man derefter rulle det ved at trække den tunge kasse hen over trærullen. Hvordan tøjet kunne blive ved med at være rent efter at have været ned i den kælder fandt jeg aldrig ud af.

Når det var kaffe- eller spisetid var det bare om at være klar. Så lød der fire fem dunk i gulvet ovenover. Det var Valborg, der med skaftet på gulvskrubben på den måde tilkendegav at det altså var lige nu man skulle komme. Hvis ikke farfar og jeg var hurtigt oppe ad kældertrappen gik denne op og et skingert skrig ville runge ned i den lille kælder: ”Aaaaaaaaaalf”. Min farmor havde en utrolig evne til at påkalde sig vores fulde opmærksomhed. Disse optrin skete naturligvis altid lige når Alf havde strøget lim på et eller andet og ikke kunne afbryde handlingen hurtigt.Alf på AAro

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s